Som barn fotograferede jeg hele tiden. Jeg kunne næsten ikke vente på at billederne blev fremkaldt. Var billederne blevet så gode, som jeg forestillede mig, da jeg tog dem? Ofte blev jeg skuffet. Sådan er det egentlig stadigvæk – både det med spændingen og skuffelsen.

Det er ikke til at vide, hvad jeg bliver inspireret af, ikke indtil før jeg ser eller føler det. Hvis jeg ser noget, og jeg føler noget, så er det værd at fotografere. 

Jeg er jo helt tosset med analog fotografering, selvom jeg tager absolut flest digitale. Det er jeg fordi, der er mere håndværk i hvert enkelt billede end i digitale. Mine erfaringer og evner (eller mangel på samme) har afgørende betydning i hele processen, fra iagttagelse af motiv, eksponering, optagelse og fremkaldelse. Derfor er det ekstra tilfredsstillende, når jeg står med et vellykket analogfoto. Et analogt foto behøver ikke være perfekt for at være godt, for det har stadig sin stoflighed og sin ægthed. Det er nærværende og umiddelbart. Det er netop det, der giver analogfotoet sin charme. 

Digitalfotografering kan noget andet, og er også rigtig sjovt. Hvis jeg bare havde haft et digitalkamera tilbage i 1990’erne, havde min mor sparet virkelig mange penge, da jeg var barn.